Februar 2024.
Der er nu gået et år siden vi overtog klinikken.
Det har været et begivenhedsrigt år.
Aldrig har vi udviklet en lægeklinik så drastisk på så kort tid.
Vi ser tilbage på forløbet og gør status:
Starten i februar 2023 var meget kaotisk.
Huset og haven var misligholdt og nedslidt.
Der var behov for nyt IT og telefonsystem med køfunktion.
Næsten alle patienter var for os ukendte og de fleste meget syge.
Det krævede en stor indsats af vores patienter og os selv at "finde hinanden" og håndtere situationen.
Vores vision før start var at drive et hyggeligt og personligt lægehus med god service i charmerende rammer.
Dén vision har vi fastholdt og ved sommertid 2023 kunne vi konstatere, at alt kom på plads og siden har fungeret som vi drømte om.
Hvordan gik det til?
Først og fremmest fik vi enestående hjælp fra Steen fra Vig Tømrer- og Snedkerservice samt hans lokale netværk af dygtige håndværkere.
Vi har også modtaget uvurderlig opbakning fra mange patienter og kollegaer.
Tak til alle for at komme til klinikken med positive sind, søde kommentarer og ikke mindst tålmodighed.
Hvad så nu? Var det dét?
Ja, det var det. Vi er kommet i mål med en velfungerende hverdag i klinikken.
Udviklingen fortsætter selvfølgelig.
Vi går nu ind i dén fase, hvor vi ønsker at lære jer allesammen rigtig godt at kende. Det er lykkedes med mange men endnu ikke alle.
Hver morgen kører vi til klinikken med glæde og forventning om endnu en god dag.
Vi ønsker alle et godt 2024.
Mette & Mads